CPH: 22,1 millioner rejste gennem lufthavnen i 2022
- Udskriv
- 11 Jan 2023
- Fly
- 124 Visninger
- 0 Kommentarer

Året sluttede med en klar pil opad for Københavns Lufthavn med 1,7 millioner passagerer i december og flere end otte ud af ti rejsende er nu tilbage i forhold til det sidste normale år før pandemien.
"Den travle og forventningsfulde hverdag er tilbage i terminalerne - ikke mindst når det gælder rejserne i Europa. Vintermånederne er traditionelt mindre travle, men vi forventer et forår og en sommer med endnu flere passagerer end i 2022," fortæller Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Sammenlignet med 2021 er antallet af rejsende mere end fordoblet fra 9,1 millioner til 22,1 millioner i 2022. Årets mest travle dag blev den 27. juli med 89.000 sommerrejsende. Den mest stille var 18. januar under Omikron-udbruddet. Der rejste 16.000.
Rutenetværket er genetableret
Flyselskaberne er tilbage i fuld drift i København, så der over hele året var 59 forskellige flyselskaber, der fløj på 315 ruter til 160 destinationer.
"Vi har samarbejdet godt med flyselskaberne om at få genstartet luftfarten, og i dag er alle de større europæiske ruter genetableret, men generelt dog med lidt færre afgange," siger Peter Krogsgaard.
Københavns Lufthavn kunne i 2022 også byde flere helt nye flyselskaber velkommen, blandt andre islandske Nice Air, græske Sky Express og Montenegro Air.
USA er fuldt tilbage
Mens indenrigs- og europaruterne nærmer sig niveauet før pandemien med indeks 88 og 83, halter de lange interkontinentale ruter stadig lidt efter, men det går fremad. I december endte den interkontinentale trafik i indeks 75 i modsætningen til vintermånederne, hvor den lå omkring indeks 22-24.
"På de lange ruter, kan vi se, at især USA er fuldt tilbage, og alle ruter er genåbnet. USA ender som nummer ti på listen over mest populære rejselande med lige knap 800.000 passagerer - både amerikanske turister og forretningsfolk, der kommer hertil og danskere og sydsvenskere, der rejser på en af de otte direkte ruter, vi har til Nordamerika," fortæller Peter Krogsgaard.
I januar er der direkte ruter fra CPH til New York, Washington, Miami, Boston, Chicago, Toronto, Los Angeles og San Francisco. Senere på året åbner en direkte rute til Montreal.
Nu er det Asien der mangler. På grund af Ruslands invasion af Ukraine og lukningen af luftrummet er mange af flyveruterne til Asien blevet længere og dyrere. Det betyder blandt andet at ruten til Tokyo er midlertidig sat på hold. Dertil er der corona-situationen i Kina.
Se og læs mere på dette Link
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.
Vurderinger
Vurdering er kun tilgængelig for registrerede brugere.
Vær så venlig at Log ind for at stemme.
Vær så venlig at Log ind for at stemme.
Teksten er ikke vurderet.